2020.05.27: De 14 nye tagboliger er alle revet væk – og nu taget i brug.
Sophienberg har stået for projektledelsen/bygherrerådgiver for Thylander Gruppen med DPU Entreprise A/S som hovedentreprenør. De 14 nye tagboliger, to-værelses lejligheder på mellem 56-67 m2, blev revet væk til udlejning.
Det eksisterende ’betonlåg’ over 2. sal lejlighederne har bevirket, at alle beboerne i de 41 lejligheder har kunnet blive boende under hele processen. Hele området har fået et opløft med ny, udlignet asfalt og belægninger, p-pladser og container-gård. Det har højnet områdets udseendet helt fantastisk, siger projektleder Kim Hartz fra Sophienberg.
Møgelhøj Arkitekter beskriver ombygningen:
’Etagebyggeriet fra 1952 har med etableringen af tagboliger genfundet sin plads i samtiden. Transformationen fra tagrum til tagbolig har givet 900 etagekvadratmeter ekstra til de 3 bygninger. Det æstetiske fokus har ligget tæt op ad den eksisterende del af byggeriet, så det i dag fremstår harmonisk. Den nye terrazzo trappe leder op til tagboliger, bestående af et stort køkken/alrum, et værelse samt et badeværelse. Fra stuen inviteres omgivelserne ind via en stor foldedør og en fransk altan. Derved forøges dagslyset også, og lyser den rummelige tagbolig op.’