
Strandhuset, Strandlodsvej 61, Amager
Projektbeskrivelse
Projektet indeholder 68 boliger og en række butikker. Bygningen fremstår imødekommende og lys med en stærk arkitektonisk identitet, der er tilpasset de nære omgivelser, og som udnytter stedets potentiale fuldt ud. Med Metroen 500 meter fra hoveddøren, Amager Strandpark i gåafstand, børneinstitutioner og detailhandel i umiddelbar nærhed, er der tale om en af de bedste beliggenheder i området.
Bygningen er L-formet og omgiver et grønt og frodigt gårdmiljø, der åbner sig op mod syd og danner facade mod vest og nord. Arkitekturen tager udgangspunkt i den klassiske københavnske byggestil – med aktive og åbne stueetager, der indbyder til et besøg indenfor eller ophold langs facaderne.
Bygningen er terrasseret i et glidende forløb startende mod sydvest i fire etager til syv etager mod nordøst med en karakteristisk facadeprofil, der med en række vinklede facadepartier skaber et varieret og unikt udtryk. Et udtryk, der tillader ekstra lys og vinduer i den enkelte lejlighed, og som vil give beboeren oplevelsen af udsigt og horisont.
Kvalitet, elegance og raffinerede løsninger; Boligerne, der har en størrelse fra 81 m² til 150 m², har alle to store altaner eller haver – og adgang til den fælles gårdhave. Lys, udsigt og grønne oaser. Ruminddelingen er optimal, og materialevalget er stilrent og med inventar i bedste kvalitet med fokus på lys og funktionalitet.
Strandhuset opføres på den eksisterende kælder, der genanvendes til parkeringspladser og depotrum.
Projektinfo
Strandhuset, Strandlodsvej 61, Amager
Rådgiverteam: Holscher Nordberg Architecture and Planning, Orbicon, Peter Lind
Projektvolumen: 8.600 m²
Slutinvestor: Patrizia
